Om Din Graviditet
Jeg hedder Christina Maltby og bor i Bagsværd med min mand og vores 3 døtre.
Efter min uddannelse som jordemoder i 2013, har jeg arbejdet på fødegang og fødemodtagelse og rigtig meget i jordemoderkonsultation. Og det er netop det faglige arbejde med gravide, som jeg brænder allermest for. Det omfatter blandt andet graviditetsundersøgelser, samtaler og fødselsforberedelse.
Jeg er meget bevidst om, at mit arbejde indebærer et stort ansvar. Og erfaringen har lært mig, at det er vigtigt at give tilstrækkelig tid og ro til at skabe tryghed og tillid, så man kan have de vigtige og mere dybtgående samtaler om graviditeten – det gælder alt fra bekymringer og angst til glæde og forventninger.
Mit løfte er, at jeg altid gør mit allerbedste for, at de gravide og par, der kommer hos mig, oplever at blive mødt og hørt med god tid til at komme til bunds i de emner, der fylder i lige netop deres liv og graviditet. Formålet er at skabe et positivt graviditetsforløb og at blive klædt bedst muligt på til den kommende fødsel og forældreskabet.
Trygge Rammer
Hos Din Graviditet er der trygge og hyggelige rammer.
Jeg fik både hindeløsninger og til slut også akupunktur (vild oplevelse første gang) og rebozo som nok var det der fik vores søn bragt på plads så han kunne ‘trykke på knappen’ og kom til verden 41+4 (andengangsfødsel)
MEGET ANBEFALESESVÆRDIG
Stor tak for at tage del i vores rejse Christina 🙏
At forberede mig med Christina har været det bedste valg, og som har haft den mest betydningsfulde og gavnlige effekt på fødslen, tilknytningen og givet en solid mental forberedelse på det nye liv. Hun har en helt særlig evne til at koble sin kompetente faglighed til en individuel og holistisk forståelse af sine patienter, og sammen med en kærlig og empatisk tilgang, får man åbnet øjnene op for hvor vigtig en grundig fødselsforberedelse er.
Hendes erfaringer fra hendes tidligere arbejde i det offentlige og ekspertise i sårbare situationer, gav mig mulighed for at tilpasse mig fra en hjemmefødsel til fødsel på hospital, samt at kunne inddrage og bearbejde forrige fødsels ærgerlige oplevelse.
Mødet med Christina gav en øjeblikkelig følelse af tryghed, tillid samt respekt og det var utroligt gavnligt for hele denne rejse, som i sidste ende blev til en rigtig god fødselsoplevelse, trods lynfødsel. Hun ser på hele mennesket og går udover det sædvanlige for at sikre at ens forberedelse og oplevelse bliver god, at man kommer styrket og mere vidende ud efter hver konsultation og at troen på ens egne evner, er bedre end da man gik ind i hendes klinik.
Christina er enormt behagelig og sød, en faglig skarp og omsorgsfuld jordemoder og dygtig med sine behandlerhænder. Jeg har været enorm glad for, at der alle tre gange har været en ro, der har gjort, at jeg har følt mine tanker og behov velkomme; de har føltes vigtigere end at vi har afsluttet lige sharp på minuttet. Det har betydet enormt meget.
Jeg har også været meget glad for, at Christina har mærket på maven og vurderet babys lejring og størrelse. Der har altid været en anden ro, tid og interesse end jeg har oplevet til konsultationer i det offentlige.
Kæmpe anbefaling og tak herfra ❤️























