EngleMor, Mor på Jorden, JordeModer

Inde i mit hoved har jeg startet på dette blogindlæg mange gange. ”Der var engang…”, ”Dengang jeg var 22 år gammel…” og lignende. Intet af det fungerer helt for mig. Men hvordan pokker starter jeg en historie om at jeg er mor til 3 englebørn? Nu er det sagt og nu ved du hvad du kommer til at læse om i det følgende. Så her er chancen for at hoppe fra, hvis det ikke er lige nu du skal læse den slags beretninger.

Men ja, jeg er englemor, mor på jorden og jordemoder – på én og samme gang. Jeg er engle-mor til 3, mor på jorden til 3 og jordemoder – har ikke tal på hvor mange jeg har været det for.

Da jeg var 22 år gammel, mistede min mand og jeg vores ufødte barn. Jeg havde et helt almindeligt jordemoderbesøg planlagt en tirsdag i 32. graviditetsuge. Jeg havde godt bemærket at jeg dagene forinden havde haft noget flimren for øjnene, jeg havde hovedpine og følte mig ved siden af mig selv, men jeg havde jo en tid hos jordemoderen om et par dage og mente godt at det kunne vente. Jeg havde faktisk også bemærket, at jeg synes, jeg mærkede bevægelserne fra min lille dreng i maven noget mindre end jeg plejede. Men google sagde, at fordi der var mindre plads derinde efterhånden, var det jo sværere at boltre sig rundt på samme måde som tidligere. ”Jeg taler med jordemoderen om det om et par dage” tænkte jeg.

Aftenen inden jeg skulle til jordemoder synes jeg slet ikke jeg kunne mærke noget bevægelse derindefra. Graden af bekymring steg og hvor har jeg mange gange tænkt ”Hvis jeg dog bare havde ringet…” eller ”Hvis jeg dog bare havde vidst…” Men jeg ringede ikke og jeg vidste det ikke.

Jordemoderen konstaterede hurtigt, da jeg ankom tirsdag formiddag, at min tilstand ikke helt var som den skulle være. Mit blodtryk var for højt og urinprøven slog ud på protein. Hun fik mig op på lejet og satte doptonen på. Stilhed… ”Vi prøver lige den anden side”. Stilhed… Hun prøvede ikke ret længe. Jeg tror godt hun vidste det, men hun sagde ikke noget. Sendte mig hurtigt videre til en anden afdeling hvor man kunne lytte med et andet apparat. En anden jordemoder tog over og forsøgte at finde hjertelyd. Igen – Stilhed… ”Vi prøver lige den anden side”. ”Duk duk duk duk duk duk” hendes ansigt lyste op. Der var en puls. Hun tog fat i mit håndled og hendes ansigt lagde sig igen tilbage i alvorlige folder. Hun havde fanget min puls, som var så hurtig, at den nemt kunne forveksles med et ufødt barns hurtige puls.

Der var ikke andet for – vi måtte have en scanner på. Jeg lå og stirrede tomt op i loftet. Som om jeg godt vidste hvad lægen ville fortælle mig om lidt og alligevel fik jeg mit livs største chok da jeg hørte hende ”Jeg er ked af at måtte sige det til dig, men der er ikke noget hjerte mere” Hvad?!?!? Er hjertet blevet væk? Hvor fanden er det blevet af? Jeg vidste godt hvad hun mente, men jeg klamrede mig til håbet om, at det ikke betød at vores barn var dødt, men at det blot var lægen der ikke kunne finde hjertet. Det gemte sig bare et sted… Men det gjorde det ikke. Lægen kunne godt finde hjertet – og det slog ikke mere – vores barn var dødt. Derinde i min mave. Vores Marcus.

Jeg blev placeret i et andet rum hvor jeg kunne ringe til min kæreste og fortælle ham det. Hvordan får man lige sagt det i telefonen? Hele fødslen og tiden efter er en historie for sig, tænker jeg, og måske den også ser dagens lys på et tidspunkt.

Under 2 måneder efter jeg havde født Marcus var jeg gravid igen. Det var med en følelse af angst, nervøsitet og 1000 andre ting i kroppen at min kæreste og jeg mødte op til en tidlig scanning omkring uge 8 i den nye graviditet. Scanneren blev sat på og stemningen i rummet ændrede sig mærkbart. Til en følelse af opløftethed og begejstring. Damen der scannede mig, sagde forventningsfuldt ”Er I klar?” idet hun vendte skærmen over mod os. To blinkende hjerter! Jeg kan faktisk ikke længere huske mine egne tanker eller reaktion. Jeg tror måske jeg fik et mindre mentalt black-out. Det har nok været en underlig blanding af begejstring, forbavselse, chok, glæde og frygt. Det var så ambivalent at være blevet gravid igen efter at have mistet Marcus og samtidig så glædeligt. Aldrig i mit liv har jeg været så splittet i mit følelsesregister. Forventningen om at skulle blive mor og så endda til noget så specielt som tvillinger, frygten for at det skulle gå galt igen, sorgen over min Marcus samtidig med glæden over tvillingerne, skyldfølelse, ambivalensen, angsten…

Til alle undersøgelser jeg kom til (og det var en del) blev jeg mødt af; ”Neeeeeeeeej tvillinger! Hvor fantastisk – det må være ment to be”, eller ”Det er der næsten noget symbolsk smukt ved” og ikke mindst ”Sådan noget sker ikke 2 gange”. Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde helt forstod det. Så fordi vi mistede et barn så fik vi dobbelt op efterfølgende? Som en slags kompensation? Jeg er helt sikker på, at de mente det godt.

Maven voksede derudaf og jeg blev holdt øje med rigtig ofte og gik hos både jordemoder, fødselslæge og til scanninger. Allerede i uge 19 begyndte der at være betydelig forskel på de to piger der boede i min mave. Det lod til at moderkagen på den ene ikke helt fungerede som den skulle. Hun sakkede hurtigt bagud i størrelse og udsigterne for graviditeten var meget usikre. Vi havde ikke besluttet os for navne, så på det tidspunkt blev de til lillepigen og storepigen. Udsigterne blev i de næste par uger mere og mere dystre og vi blev stillet i udsigt at der var en stor sandsynlighed for at vi måske kun ville få et levende barn ud af det. Tvillingerne havde hver deres moderkage og Storepigen voksede fint og alle målinger viste hun havde det rigtig godt.

En nat i januar, jeg var i 24. uge, vågner jeg med voldsomme smerter i maven. Vi får ringet til fødegangen og bliver bedt om at komme ind til tjek. Op på briksen, doptone på maven. Først den ene side, så den anden side. 2 x hjertelyd. Jeg blev undersøgt indvendig og min livmoderhals var desværre nærmest væk og jeg var 1 cm åben- alt, alt for tidligt. Der blev sat en scanner på min mave og hvis situationen ikke allerede var voldsomt kompliceret, blev den det i hvert fald der! Bag storepigens moderkage kunne man se en blødning. Moderkagen havde altså løsnet sig fra midten og det blødte inde bag den. Det var derfor jeg havde så ondt og derfor min krop var på vej i fødsel. Så gik det stærkt! Ind i en ambulance med mig og afsted til Rigshospitalet. Jeg var jo trods alt der i graviditeten hvor det var lige på grænsen for hvornår man kunne hjælpe et så for tidligt født barn.

Jeg blev modtaget på rigshospitalet af hvad jeg husker som omkring 10 mennesker. De scannede mig og det jeg husker mest af alt, er hvordan jeg skulle ligge stille på den briks, men bare havde mest lyst til at vride mig og stå i flitsbue af smerten når scanneren trykkede ned i min mave. Nu var storepigen så påvirket af blødningen at hendes puls var kritisk lav. Lillepigen var ikke påvirket af situationen, men var bare alt, alt for lille til at man overhovedet ville tale om at kunne gøre noget for hende.

Så her var situationen for os. En alt for lille pige som der slet ikke var nogen udsigter for. En pige der havde en fin størrelse, men som havde det kritisk dårligt og var på vej til at miste livet hvis ikke man tog hende ud nu. En mor som havde en blødning, der ikke var kritisk for hende på nuværende tidspunkt, men som klart også var en faktor man skulle holde øje med.

Vi blev tilbudt at man løb over for at lave et kejsersnit og se hvad man kunne gøre for storepigen – hvis noget. Vi blev tilbudt at man ikke gjorde noget på nuværende tidspunkt og lod naturen gå sin gang så længe blødningen så ud til at være stoppet og mine værdier (blodtryk, puls osv) var fine. Vanvittigt valg at blive stillet overfor. Vores begges umiddelbare reaktion var kejsersnit. Gør hvad I kan for vores lille pige! Man har jo hørt mirakelberetningerne imod alle odds osv.

En børnelæge fra neonatalafdelingen kom ned og talte med os. Jeg glemmer aldrig hans ord; ”Hvis vi går over og laver et kejsersnit nu, så får vi en pige ud som for det første er meget for tidligt født, det er dårlige odds, selv hvis man har haft det godt i maven lige til det sidste. Jeres pige har det allerede nu rigtig, rigtig skidt. Det gør situationen meget sværere. Hvis hun overhovedet overlever, så vil min vurdering være, at I får en pige som er så skadet at man måske kan diskutere om det er et værdigt liv, både for hende og for jer”. Derudover har det jo altså også nogle konsekvenser at få lavet et kejsersnit – specielt så tidligt i en graviditet – i forhold til eventuelle kommende graviditeter, forklarede han os. Til sidst lagde han hånden på mit knæ, kiggede mig i øjnene og sagde ”i sådan en situation er det også okay at sige nej tak”. Det ramte bare så dybt i moderhjertet, for han formåede at sætte ord på en af de sværeste følelser jeg nogensinde har haft. Den forfærdelige følelse af at skulle sige nej tak til at gøre alt i verden for at redde sit barn! Men det vi blev stillet i udsigt, både for os selv og vores barn og fremtid, var ikke det liv vi havde kæmpet sådan for.

Selv i dag, så mange år efter, kan jeg mærke jeg stadig har rigtig svært ved at skrive om det her valg. Skylden, tvivlen og ansvaret for den beslutning. Det er både urimeligt og samtidig også en selvfølgelighed at den slags beslutninger skal ligge 100% hos den gravide og hendes partner. På den ene side ønskede jeg, at der var en der bare ville tage den beslutning for os, på den anden side ville det være så forkert ikke selv at skulle beslutte den slags for sit liv og sit ufødte barn. Men lægen fra neonatal gjorde det på en eller anden måde lettere for os. For han viste os på den mest sympatiske og nærværende måde, at det altså også var okay at vælge fra. Jeg følte at han tog en del af byrden på sig og jeg glemmer ham aldrig for det.

Beslutningen blev taget og vi valgte at se tiden an – og give storepigen fred der hvor hun var allermest tryg og varm. Under sin moders hjerte og ved siden af sin søster. Da det blev eftermiddag, var det en kendsgerning. Storepigen var død.

Der lå vi så, på en stue på rigshospitalet, med vores døde barn i min mave side om side med vores levende barn, som var alt for lille. Graviditeten skulle afsluttes på grund af blødningen så jeg skulle sættes i gang.

Fra jeg fik den besked til jeg kunne få mig selv til at starte fødslen medicinsk, tror jeg der gik omkring 5-6 timer. Jeg tog tilløb til det mange gange men havde hver gang lige brug for lidt mere tid. Jeg vidste jo godt at så snart fødslen blev sat i gang var det ensbetydende med at lillepigens timer var talte. Jeg følte jeg skulle lege ”Gud” som stod der og udpegede hvem der skulle dø og leve og hvornår. Hun ville formentlig ikke overleve fødslen og gjorde hun det ville hun ikke være i live mange øjeblikke. Jeg vidste ikke engang hvilket scenarie jeg håbede mest på. Men hun overlevede ikke fødslen. Og så var vi der, på rigshospitalet, en januar-nat, forældre til 3 englebørn. Livet føltes voldsomt og grumt.

Dette Blogindlæg har nu beskrevet det, der var hensigten. At jeg er mor til 3 engle-børn. Ikke så detaljeret om nogle af fødslerne eller dybtgående beskrivelser om den sorg vi har levet i og med eller de overvejelser der har været undervejs og efter. Alt det kan komme i andre blogindlæg og andre sammenhænge. Men nu hvor jeg er nået til slutningen, finder jeg den lige så svær som starten. For hvordan afslutter man lige det her? ”Og vi levede lykkeligt til vores dages ende”? Det føles ikke helt rigtigt at slutte med det, selvom det heldigvis er min opfattelse – at vi i dag grundlæggende er lykkelige. Taknemmelige for vores 3 englebørn og vores 3 børn her på jorden og det liv vi lever. Det har ændret mig som menneske at blive englemor og jeg er helt sikker på at jeg også er en anden mor og jordemoder, end jeg ellers ville have været, hvis ikke jeg var blevet englemor…


Christina Maltby – Englemor, mor på jorden og jordemoder

3 thoughts on “EngleMor, Mor på Jorden, JordeModer

  • Hvor er det godt at der ind imellem er nogen der kan hjælpe en med selv de sværeste beslutninger. Dyb respekt til din/jeres beslutning.
    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

  • Tak fordi du skriver om din tvivl om den beslutning, I måtte tage i jeres ulykkelige situation. Hvor er det sandt. Jeg tror at det kan hjælpe mange.

Skriv en kommentar

Skriv et svar til Ida Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

menu